Rytterens opgave er at opbygge en atlet. Først og fremmest med det man tidligere betegnede ”remonteridning” – et udtryk der stammer fra militæret. Det arbejde gik i al sin enkelthed ud på at bibringe hesten noget rideforståelse samtidig med at dens muskulatur blev opbygget. Opgaven var at gøre hesten stærkere, så den kunne bære rytter og samtidig styrke dens holdbarhed. Begrebet ”remonte” har vi vendt i foregående indlæg og det skabte megen debat. I kan læse det HER.

Ofte ser man yngre heste, der ikke kan holde en konstant og korrekt form, gennem længere tid, fordi de ikke har styrken i ryggen og bagparten samt balancen til at opretholde den form. Det vil blive forbedret med øget styrke. Men det må ikke være en dårlig undskyldning for ikke at ride efter at opnå den ønskede form med næseryggen foran eller i lodret position.

Når uddannelsen skal gøres korrekt, så skal man starte med at ride hesten frem og ned og lade den strække sig, og gradvist så løfter man hesten op foran sig gennem drift og energi bagfra, men uden at hesten bliver kort i halsen. Hvis man tager hesten op i holdningen, og den bliver kort i halsen så er det for tidligt. Hesten kan ikke bære sig i den holdning. Så må man skrue sin uddannelse tilbage, og arbejde på at styrke dens bagpart og overlinje. Hesten skal rides i en form, hvor ryggen er stærk nok til at bære den. Når man så tager den op og den kan blive stående oppe i en korrekt form, så er det fordi den er stærk nok til at bære holdning på nuværende tidspunkt. Der er naturligvis ryttere, som har erfaringen og fingerspidsfornemmelsen for at ride en hest i konkurrence, i en holdning, som hesten endnu ikke er stærk nok til at honorere. De ryttere skal også være opmærksomme på at få arbejdet hesten i en form, den kan bære i det daglige arbejde. For gør man ikke det, så slider man på hestens fysik. Vi arbejder meget med vekselvirkning, hvor hesten på forlangende skal strække sig frem og ned, og man skal være i stand til at ride hesten op foran sig uden at ændre dens gangmønster. Rider man den op foran sig, og den bliver spændt og kort i bevægelsen, med en lidt rullende eller firtaktet galop, må man lægge hesten dybere igen, for så er det for tidligt at bede om en mere samlet form.
Den tid det tager at gøre hesten stærk nok til at udføre de senere opgaver, er alfa og omega for en holdbar hest og den hest der er korrekt bygget op til de opgaver der venter senere i uddannelsen, indhenter de heste der er forceret i deres ungheste år. For dem ”stopper festen” på et eller andet tidspunkt og hvis helbredet ellers stadig er til det, forestår en lang genopbygning. Korthuset er et glimrende eksempel. Hvis ikke de nederste kort står godt og solidt nok, så vælter det på et eller andet tidspunkt.

Tak fordi du læste med. Hvis du syntes det er nyttigt det jeg skriver, må du meget gerne dele budskabet.

Næste indlæg bliver fra vores stald, noget dagligdag og om vores daglige rutiner. Vi har lige pt. 10 dressurheste der er under uddannelse og de gør det allesammen super godt. Det glæder jeg mig til at fortælle om 🙂