2021 – vi reflekterer og stiller skarpt

2021 – vi reflekterer og stiller skarpt

januar 1, 2022 Af Karina Josefsen

2021 – hvad var det for et år?
Vi kigger lidt tilbage på hvad der er sket hos os og i hesteverdenen generelt. Corona fortjener ikke megen plads, selvom det har fyldt meget. Ikke som sådan i vores hverdag med hestene, men vi har talt meget om det og set alle pressemøderne. Mundbind og test. Nu har vi også fået nok! Corona gå hjem og bliv igen noget vi drikker med en citron skive i toppen.

Vores to skønne hopper skulle fole i maj. Pride fik til vores store sorg, et dødt føl 10 dage før termin. Fuldbåren og bare så fin. ØV!
Lafayette gav os et prægtigt hingsteføl efter Vivaldos. Lajgårdens Verdi fik vi fantastiske oplevelser med. Han var med i finalen til følskuet og blev udtaget til Elitefølauktionen. Her blev han solgt til Barkholt. Datteren, AK, er i beriderlære og får hjælp af Jørgen til dressuren. Mor Karen passer hestene hjemme på Barkholt og vi får opdateringer og billeder af Verdi, der har det som blommen i et æg.
Pride fik vi ikke drægtig igen. Hun var trist og nedstemt i flere måneder efter folingen af det døde føl. Det var hårdt for os at se på.
Heldigvis er hun igen den Pride vi kender og vi ifoler hende med Bon Courage til foråret. Lafayette er drægtig med Floriscount.

Vores to 3-års hopper kom begge under sadel. Franziska e. Franziskus tilred vi i foråret med Lisa´s hjælp. Franziska er blevet solgt og her er vi også så heldige, at vi får opdateringer om hvordan det går. Hun har indfriet alle de forventninger køberen havde og mere til. Det er vi naturligvis meget stolte af. Efter salget af Franziska, startede arbejdet med Wienna e. Fürst Wilhelm. Hun er større end Franziska og passer dermed bedre til os. En hest vi har store forventninger til. Lisa har igen lavet et flot forarbejde fra jorden og nu går hun så fint rundt med rytter. Vi kan ikke prale med at være på ryggen af de unge heste efter få dage i “ridestalden”, men vi har erfaring med, at det grundige forarbejde er godt givet ud på længere sigt.

Bellami e. Belissimo M er vores store håb for fremtiden. Hun har udviklet sig helt fantastisk. Vi har ikke givet hende lange “voksepauser” som mange gør. Det er vi ikke tilhængere af. Hun har fået let, men kontinuerligt arbejde gennem det år hun har været redet. Ferie har hun fået, når vi har været på ferie. Vi red den første kvalifikation til 4-års championatet i maj og kvalificerede os til mellemrunden.
Vi arbejdede videre efter samme koncept og måtte erkende, at det ikke var nok til en plads i finalen. Det var simpelthen for pænt og kedeligt at se på. Vi var så skuffede, det skal ikke være nogen hemmelighed. Jørgen bandede championaterne langt væk.
I november meldte vi Bellami til DV´s Egnethedstest. Vi talte meget om hvordan vi nu skulle gribe det an og blev enige om, at vi på dagen måtte finde show-ridningen frem og give den gas. Karina og Bellami gav fuld gas! Stilling, bøjning, forberedelse til overgange og alt det der vi nørder i til dagligt – blev sekundært. Bellami har så meget takt, at hun kan bære det store tempo. Hun er velredet og gik korrekt, selvom det ikke var det vi fokuserede på inde på banen. Vi erkendte, at hvis vi ville være med, så måtte vi simpelthen blære os lige så meget og gerne mere, end mange af de andre. Det gjorde vi! Nu skal vi til Herning og det glæder vi os helt vildt til. Vi vinder måske ikke – men vi kommer for at vise vores egen avl og en velredet hest.

Vi har hele året haft stalden fuld og heste på venteliste. Vi får nogen gange heste ind, der skal have glæden og knapperne (uddannelsesskalaen) installeret på ny. Vi ser det som en spændende udfordring og syntes vi har succes med det. De faste daglige rutiner, den systematiske opbygning af arbejdet med hestene, kan noget. Hestene finder ro og tro på, at de gør det rigtige. De arbejder med os og ikke imod os. Det er fedt! Vi tænker meget over hvad vi gør og hvorfor vi gør det.
Vi er nok ikke de hurtigste til at omsætte en salgshest, men sikrer os, at hestene er ridelige og ærlige inden de skal skifte hænder. Det er kunderne glade for. Det er sådan vi gerne vil gøre det og det kommer i sidste ende også sælgeren til gode.
Alle skal i princippet kunne sætte sig op på en af vores heste og ride dem med lethed. Ikke noget der kræver den store manual, om det så er på let eller svært niveau.
Vi skylder vores kunder en KÆMPE TAK for tilliden. Det er en tillidssag at sætte en hest i ridning, om det så er med henblik på uddannelse eller salg. Vi skylder kunderne og hestene at gøre os umage.

Det er et kæmpe privilegie at være to om det her. To gamle nisser i det her game. Vi har kompetencer og erfaring på forskellige områder. Det giver anledning til gode diskussioner og sætter masser af konstruktive tanker i gang. Kort skitseret – så er Jørgen “på” ridningen og Karina “på” avl og fodring.
Hestene har været vores passion i mange år og vi har begge været vidt omkring. Vi supplerer hinanden godt.

I sommer kørte vi rundt i Kroatien i vores gamle kasse, Sofus. Der var OL og vi måtte holde ind for at følge med undervejs. Danskerne red for fædrelandet, Tyskerne skal vi også altid se, Svenskerne – hvor stærke er de? Hollænderne, rider de lige så skrækkeligt som de plejer? Det gjorde nogen af dem desværre, men de har gode heste. USA kom pludselig med en ekvipage som red helt som vi kan lide. Wow – hende måtte vi også følge. Vi fik ikke kørt mange km de dage.
Vi syntes de danske ryttere gjorde det virkelig godt og senere, ved EM, var vi med helt fremme igen. Det lover godt for dansk dressur og med Nathalie som landstræner – det skal blive godt!
SÅ KOM CHOKKET!
DRF fyrer gudhjælpemig vores dygtige landstræner og ønsker at erstatte hende med en ekspert gruppe. WHAT? Hvem katten har fundet på det? Hvem er mere ekspert end Nathalie i stærkt samarbejde med rytternes egne trænere?
Vi var mildest talt chokerede. Nathalie står for det klassiske og korrekte, set med vores øjne og vi tror mange er med på samme vogn.
Et par dage efter den nyhed, udtalte Carina Cassøe Krüth, at det nye tiltag er fremtiden. Alle de førende nationer gør sådan. En landstræner er fortid, i følge hendes udtalelser. Sikke da noget vås at komme med. Det interview lugtede langt væk af bestilt arbejde.
Nu venter vi spændt på, hvem der skal udtage det danske landshold der skal føre os til VM på hjemmebane.

Til slut skal der lyde en kæmpe stor tak til alle dem der beriger vores hverdag. Vores familier, venner, kunder og samarbejdspartnere.
I er alle med til at gøre vores hverdag til den vi ønsker os og gør det muligt for os, at tage hjemmefra, selvom vi har ansvaret for en masse dejlige dyr. Vi prøver at blive gode til at sige det til jer. Så I ikke er i tvivl.
TAK!

fb-share-icon