Føl – fravænning og håndtering

Føl – fravænning og håndtering

november 12, 2022 Af Karina Josefsen

Det er ved at være længe siden jeg har fortalt om hvordan det går med vores avlshopper og opdræt, så det må være på tide at opdatere jer lidt på den front.
Hjemme på gården tog vi hopper og føl på stald om natten for små 14 dage siden.
Fabiola, føllet fra maj, deler boks med hendes mor, men inden længe venter fravænningen.
Vi sender en 3-års i tilridning d. 1/12 og så overtager hun den boks.
Begge hopper er drægtige og jeg syntes jeg har udtænkt de mest geniale kombinationer 😀
Lafayette er drægtig ved en god gammel Sandro Hit-søn, Scolari. Kryds fingre for et hoppeføl!
Pride er drægtig ved Bon Courage. Bon Courage stiller første årgang til hingstekåring i år og har trukket overskrifter med særdeles smidige og velgående afkom.

Lajgårdens Monique
3-års hoppe e. Millennium

Fravænning 
Mange har spurgt om hvordan vi håndterer den periode, som for mange nye avlere kan virke lidt svær at komme igennem. Jeg har avlet i godt og vel 20 år og med tiden prøvet lidt af hvert. En gang syntes jeg det var lettest at tage føllene væk på en gang, når de var 6-7 måneder. Det gik altid godt, men må have været stressende for føllet og med risiko for yverbetændelse for hoppen.
Jeg har også prøvet at tage føllet fra i en time og så forlænge adskillelsen i løbet af nogen uger. Jeg syntes det er tidskrævende og besværligt.
De seneste år har jeg brugt “natur-metoden” og det er det bedste jeg har gjort. Det går simpelthen ud på, at føllene fravænnes og kommer i boks sammen om natten når de er 5-7 måneder  gamle. Tidspunktet afgøres af hvornår vi tager dem på stald om natten og hvor godt de æder deres krybbefoder. De kommer ud med resten af flokken (incl. deres mødre) på fold hele dagen. Det første de gør om morgenen når lejligheden byder sig, er at finde mor og die. Det bliver mindre og mindre og da hopperne er drægtige igen, stopper det helt i løbet af december/januar. Hopperne lukker simpelthen af og gør sig klar til det næste vidunder der skal sættes i verden.
Jeg syntes det er så fin en måde at gøre det på. Ingen stress og intet besvær.
Det undrer mig, at der ikke er nogen der har anbefalet mig den her metode noget før. Eller – at jeg ikke selv kom i tanke om det for mange år siden. Det kan lade sig gøre fordi vores hopper udelukkende fungerer som avlsdyr og er drægtige hvert år.
Fodringen skal tilpasses den lange diegivningsperiode og vores hopper er derfor på avlsfoder hele året. Vi har ingen vækstforstyrrelser, stress eller fordøjelsesproblemer.
Fodring af føl og plage ligger mig meget på sinde. Det er fremtiden og holdbarheden der grundlægges nu! I kan nok gætte hvad jeg fodrer med, men der findes mange gode færdigblandinger, sammensat til heste i avl/vækst.

Hvis jeg skulle vælge en anden løsning til adskillelse af hoppe og føl, end den jeg bruger nu, blev det gradvis fravænning og en periode i føl-børnehave ude i byen.

Det giver en dejlig ro på folden, at flokken følges ad, året rundt.

Håndtering af føl/plage
Jeg håndterer vores ungdyr minimalt. Vi rører ved føllene, det vi kan komme til, men helt på deres præmisser. Lafayettes føl er altid lidt længe om at komme til os, da hun passer MEGET godt på dem og helst afskærmer dem fra os. Med tiden bliver de alligevel nysgerrige og vi kan komme til at røre dem og de opdager at det faktisk er meget rart at blive kløet. Vi gør ikke noget i grimer, benløft som sådan. Engang var det vældig populært med tidlig træning (imprint training), men forskere fandt ud af, at det ikke gjorde noget godt for føllene senere i livet. De er lettest at påvirke lige efter fravænning og med almindelig sund tillid til mennesker, går det stille og roligt med smed, opbinding osv. Jeg binder føllene op under fodring et par gange om ugen, fra den dag de adskilles fra deres mor om natten. Et par gamle cykelslanger er geniale til formålet og der sker ingen nakkeskader hvis føllene skulle finde på at trække tilbage.
Jeg joker lidt med at min smed lærer dem at løfte ben. Det er naturligvis IKKE smedens opgave, men de får faktisk kun løftet ben når de bliver beskåret og det går så fint. Tak til Bergers Smedie for den udsøgte service (skal læses med et glimt i øjet).

Ormekur givere jeg i munden uden at holde dem fast. Den smule et føl skal have, er hurtig at presse ud af tuben, der listen ind i mundvigen.

Om et par uger sender vi 3-årige Monique i tilridning. Hun har ikke prøvet meget, men hun er enormt tillidsfuld og jeg er begyndt at binde hende i boksen under fodring et par gange om ugen. Det har hun ikke prøvet siden hun blev fravænnet, men der er ingen ballade.
Vi ville gerne selv ride hende til. Lisa er en ørn til det, men har desværre ikke tiden lige nu.
Tilridningsstedet tager dem gerne helt rå og det er også vores egen erfaring, at det er lettest at starte dem helt fra nul, i det system man anvender.

fb-share-icon