Når vi i den daglige træning arbejder med ”at ride hesten ned” og ride den i en dybere form, så er der ikke tale om at ride det, som betegnes som rollkur.
I rollkur tvinges hesten ind i en form, hvor halsen er krøllet sammen, så hestens mule rører ved, eller er meget tæt på bringen eller skuldrene. En praksis, som hovedsagelig udøves af enkelte hollandske topryttere. Det er heldigvis ved at gå af mode igen og der er kommet rigtig meget fokus på den klassiske måde at ride på. Jeg har spurgt Jørgen om hans mening om den form for ridning:
”Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været dygtig nok til at forstå konceptet bag rollkur. I min filosofi, uden at jeg skal udråbe mig selv til ekspert, så virker det mere som en form for kontrol og magt end en egentlig gennemgymnastisering af hesten. Det giver ikke nogen mening at krølle hovedet ind til bringen. Det giver også et forkert billede af sammenhængen mellem nakke, hals og ryg, for ryggen skal ikke op som sådan, hesten skal bruge sin ryg fjedrende og elastisk, den skal ikke gå og skyde ryggen op. Ryggen skal virke som en springmadras, og så skal den tillade, at man ikke sidder ”på” men ”i” hesten. Og når man letter presset skal ryggen fjedre og tage rytteren med. Det er den elastik i hestens overlinje, som giver den elastiske gang. Jeg foretrækker klart en blød og fjedrende bevægelse og er ikke så meget for den mere ”stakkato-agtige” med overdreven knæ”.
Kan man få hesten til at strække sig frem i halsen med næsen foran lodplan, så er det netop også derved, at man får ryggens torntappe skilt fra hverandre. Så bruger hesten sin rygmuskulatur til at bære rytteren med og ikke sine rygknogler. Den megen snak om tætsiddende torntappe stammer også fra det faktum, at man med fornuftigt, korrekt arbejde med hesten kan sikre den et langt liv uden problemer med tætsiddende torntappe. Det er ikke udelukkende et avlsmæssigt problem, men i højere grad et ridemæssigt. Det er så let at undskylde sig ud af al ting og avlen skal ikke have skylden for alle udfordringer. Er man blevet gjort opmærksom på, at her er en udfordring, så må man påtage sig den opgave og så få redet hesten korrekt, så det ikke udvikler sig til et problem. Tag bøjlerne af og sæt dig ned i sadlen og få en fornemmelse for, hvad der sker under sadlen. I dag er rytterne så fokuseret på, hvad der sker foran sadlen, hvor har hesten sit hoved, og går den nu i den holdning som den skal, og så glemmer man at føle med bagdelen, hvad der rent faktisk foregår i hestens ryg.
I et tidligere indlæg har jeg skrevet om hestens holdning – det kan I læse HER
Vi er blevet meget klogere på tætsiddende torntappe de seneste år og dyrlægerne er også blevet bedre til at vurdere om det har betydning eller ej. Det der er deres største udfordring er helt sikkert, at de godt ved det sjældent har betydning hvis hesten rides rigtigt, men de aner ikke hvad rytteren går hjem og laver på ridebanen. Det må være samme issue for forsikringsselskaberne.
Vi læser hver måned med stor interesse, det tyske magasin St. Georg og der var sidste år en spændende artikel. Den beskrev det velkendte problem der opstår, når velfungerende heste bliver valgt fra eller sat væsentligt ned i pris p.g.a røntgenforandringer, der med stor sandsynlighed ikke betyder noget for hesten.
Eksperter foreslår en radikal ændring, hvor de syv røntgengrupper udgår. De foreslår i stedet at dyrlægerne fremover skal vurdere billederne, så en ‘almindelig anatomi eller en almindelig anatomi med få variationer uden funktionel betydning’ betegnes som værende ‘uden særlige fund’. Det er sådan ca. direkte oversat fra artiklen og jeg håber I forstår.
Røntgen af ryggen er mange steder i Tyskland ikke længere en del af handelsundersøgelsen. Videnskabelige undersøgelser har vist, at værdien af den slags billeder i forhold til at stille en diagnose, er alt for usikker.
Det er langt vigtigere, at hesten er i orden, i den kliniske undersøgelse.
Måske man også skulle udvide den med at se hesten under rytter? Det gør man mange steder, men det er ikke almindeligt. Helt optimalt ville det jo være, at dyrlægen også var i stand til at se om ridningen er ok eller helt hen i vejret, men det er nok for meget at forlange. Vi kender flere hestedyrlæger der selv er habile ryttere og det syntes vi er rigtig rart og meget betryggende. Det betyder naturligvis ikke, at dyrlæger der aldrig har siddet på en hest er ubrugelige, men vi syntes det er vigtigt, at de har en grundlæggende viden om og kan se, hvornår hesten rides i bare nogenlunde balance og form.
I Danmark har vi mange dygtige dyrlæger og de store hesteklinikker/-hospitaler, har dyrlæger ansat der er vant til både at se og tale med ryttere og trænere, så der er man ret sikker på at være i gode hænder.
Tak fordi I læste med 🙂
