Træning for hånd – piaffe

Træning for hånd – piaffe

september 15, 2019 0 Af Karina Josefsen

I går var vi til Hestival hos TIKA.
En årlig begivenhed som vi altid glæder os til. Vi bliver også hvert år overraskede over arrangementet. Hvor er det bare fedt!! Folk valfarter til Tjæreborg fra nær og fjern. Butikken, ridehallen og hele området udenfor med stande er fyldt med fristelser. Lokale rideklubber tjener lidt til klubkassen som medhjælpere, p-vagter og i madboder. Butikker ligger for enden af en grusvej op mod plantagen og området er simpelthen så fint og hyggeligt. Der er opvisninger på ridebanen hele dagen og der er noget for alle. Folk råhygger den dag og stemningen kan ikke beskrives.
Den skal opleves!

Sidste år red jeg Dinardo til Hestival, mens Jørgen fortalte om hvordan vi varmer op når vi er til stævne.

I år var der ekstra meget dressur på programmet og derfor forsøgte vi at tænke lidt anderledes.
Temaet i år var arbejde for hånd og Jørgen ville demonstrere hvordan han indlærer og træner hestene fra jorden, med en korrekt udført piaffe under rytter som målet i den anden ende.

Piaffe er den mest samlede af dressurøvelserne og den tæller dobbelt i Grand Prix-programmerne.
En korrekt udført Piaffe er virkelig kunst på højt plan, men desværre et sjældent syn. Der findes så mange ”udgaver” og det kan være svært at skelne.

Jørgen foretrækker at indøve Piaffe fra jorden og gerne tidligt i hestens uddannelsesforløb. Hvad er så tidligt? Det er meget forskelligt fra hest til hest. Men som grundregel skal de tre første punkter på uddannelses skalaen være opfyldt i hestens daglige arbejde under rytter.
I starten forlanger han ikke ret meget og giver sig meget god tid. Nogle heste fanger hurtigt rytmen og andre tager længere tid om det. Han går simpelthen og ”leger” med dem i ridehuset, indtil han syntes de er klar til næste step. De skal være rolige, fortrolige, finde takten, balancen og placere sig rigtigt (vise tegn på at tage vægt/sætte sig bagtil) før han overhovedet kigger på løft og udtryk i selve øvelsen.

Eclair er en meget klog og tilpas sensitiv Trakehner hoppe, med et kæmpe stort talent. Hun er lige på nippet til at finde takten og resten får hun nemt ved.

Videoen her er fra træningen derhjemme (3-4 gang hun er ude ved væggen)

Gilbert er stærk. Han tager vægt bagtil og lukker fint sammen i bagbenene, men han understiller sig foran og det skal selvfølgelig forbedres med tiden.

Jørgen og Gilbert træner på piaffen derhjemme, dagen før Hestival. Han er min hest, så der går længe imellem Jørgen har ham i hænderne.

For mig har det været meget lærerigt at nærstudere forskellige ryttere i øvelsen. Hvad er godt og hvad er skidt?
En rytter som Isabell Werth scorer altid meget høje karakterer i piaffe og hendes heste piafferer som maskiner. På stedet, med takt som et urværk og et flot løft. Ved nærmere eftersyn opdager man, at de faktisk ikke flytter vægten bagud, men piafferer vertikalt. Hun er så garvet, at det må være et bevist valg. Den måde hun gør det på, klinger godt på pointkontoen (dommerne ser ikke vægtfordelingen?) og hendes heste har nemt ved at komme ind og ud af Piaff. Ergo – hun får tårnhøje karakterer for overgangene. Smart eller hvad tænker I? Det er jo i bund og grund ikke 100% ideelt og det bør ikke honoreres med 10-taller, men hun har måske valgt, at det er det der i det samlede regnskab giver flest point? Både godt og skidt tæller jo også med i de sidste karakterer nederst på kritikken.

Jeg har fundet et gammelt klip fra London (2012) hvor rytternes piaffe vises i slowmotion. Her bliver det meget tydeligt, at stort set ingen af hestene flytter vægten bagud og flere af dem stoppes med tøjlen. Dvs. de forholdes og det giver en forkert form.

Nu er vi tilbage ved en af de meget grundlæggende ting i hestens uddannelse. Man skal kunne drive på dem uden at møde hård modstand på tøjlen. Det er en af forudsætningerne for at hesten kan samles, uden at spændstighed bliver til spænding. Jeg kan love jer for, at jeg har hørt det mange gange og efterhånden som forståelsen for dressuren bliver bedre og bedre, giver det mere og mere mening. Et mantra fra Jørgen: Man kan ikke samle en hest der ikke er løsgjort. Piaffe er den mest samlende øvelse og derfor er løsgjorthed en vigtig del af både indlæring og arbejdet med den mere færdige piaffe. I øvrigt en øvelse, der som resten af dressurens øvelser, aldrig bliver helt færdig. Det kan altid blive bedre.

Billederne her er fra bogen “Egon von Neindorff, Die reine Lehre der klassischen Reitkunst”.
Det er rigtig gode illustrationer på noget nær det perfekte.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om løsgjorthed. Det kan I finde herunder:

Hvornår er en hest løsgjort?

TAK fordi I læser med <3
Alle billederne i dette indlæg er taget af Susan Jacobsen. Hun tager rigtig mange billeder for os og vi er meget taknemmelige for det.