Når jeg skriver de her meget teoretiske indlæg om ridning, så kunne man få den tanke, at jeg enten ved en masse om det eller blot gør mig klog på noget, jeg tror jeg ved noget om. Det er klart, at med den tid jeg har beskæftiget mig med dressur, så kan jeg ikke ligefrem kalde mig rutineret i den klassiske dressurs grundprincipper. Jeg er bare så heldig, at jeg har mulighed for at se rigtig mange ryttere få undervisning af Jørgen og selv har hans skrappe øjne på min ridning hver dag. Uddannelsesskalaen er holdepunktet i vores arbejde med hestene og jeg er helt klar over, at det kan blive en smule belastende altid at skulle høre mig ævle om den 😀
I får alligevel endnu en omgang teori og jeg håber at det kan inspirere bare nogen af jer.
Løsgjorthed er 2. trin på uddannelsesskalaen (1. trin er takt).
Selvom takten er bevaret, kan gangarten ikke betragtes som korrekt, hvis hesten ikke arbejder igennem ryggen og musklerne er fri for spændinger. Løsgjorthed er en ting der arbejdes på hele vejen igennem hestens uddannelse. Det må aldrig blive glemt eller en selvfølge at hesten er løsgjort. Det er rytterens opgave at holde fokus på det punkt, og kontrollere hver gang man sidder i sadlen, at hesten er løsgjort. Vi starter altid vores træning med en let opvarmning, for derefter at kontrollere om hesten er løsgjort. Nogen dage tager det blot en volte eller to at konstatere at hesten er løsgjort og så kan vi gå videre med de næste trin eller måske en øvelse som vi arbejder på. Andre dage kan den samme hest have brug for længere tid. Det kan også ske, at hele lektionen bruges på at løsgøre hesten. Her er det vigtigt at man giver sig den tid og ikke går i panik over at man ikke nåede videre. Man kommer ikke videre, hvis hesten ikke er løsgjort. Det vil give en dårlig ridetur og de øvelser man kunne fristes til at ride, vil med garanti ikke blive udført korrekt.
Uanset om det er en elev der starter en lektion hos Jørgen, eller det er os selv der sidder i sadlen, så foregår vores løsgørende arbejde, næsten altid på en cirkelvolte. Hestene går i en lidt dybere form og hvis hesten er i en proces hvor den ikke er så løsgjort som vi kunne ønske, så foregår en del af arbejdet også i bøjning. Vi arbejder med takt, at stille og bøje hesten, have hesten foran schenklerne og sørge for at vi er i stand til at skifte tempo. Vi mærker hele tiden efter om hesten reagerer for schenklerne og opmærksom på de mindste signaler. Korrekt udført arbejde med stilling og bøjning får hestens ryg til at svinge og mavemusklerne aktiveres. Målet er, at den skal kunne runde sig lige meget på begge volter, gå løsgjort, villigt og taktfast fremad, ligeudrettet – også på buet spor.
Kun en hest der er fri for spændinger, kan arbejde optimalt og derved udvikle dens fulde potentiale. Hestens led skal bøje og strække lige meget på hver side af hesten for hvert skridt, den tager. Den skal kunne bøje og strække sig i kroppen, med samme lethed på begge volter. Alle heste er skæve og det er derfor vores opgave som ryttere, at rette dem lige og løse. Mangel på løsgjorthed kan ses på mange forskellige måder. For eksempel kan en stivhed over ryggen være et tegn på manglende regelmæssighed i bevægelsen, manglende aktivitet af bagbenene, en urolig og tør mund (manglende accept af bid), mangel på ligeudretning eller vanskelighed ved at udføre flydende og korrekte overgange fra en gangart til en anden.
Hvornår er en hest løsgjort?
En løsgjort hest arbejder med en glad og afslappet udstråling, uden at trykke sig eller vægre sig mod det den bliver bedt om.
Hesten er, alt efter uddannelsesgrad, i stand til at bevæge sig spændstigt uden at det bliver spændt. Selv i de mest samlende øvelser skal hesten være løsgjort. Ofte ser man at heste i passage bliver uens og snappende bagi. De heste er ikke løsgjorte og spændstige, men spændte. Hesten skal være i stand til at strække og samle muskulaturen smidigt og flydende. Rytmen forbliver den samme uanset om hesten får lov at komme med ”frem og ned” eller gå ”i holdning”.
Der skal være ro i munden og rytteren har en rolig og elastisk kontakt til biddet. Bagparten svinger, halen er rolig og følger naturligt hestens bevægelse.
Den bedste kontrol på eftergivenhed og løsgjorthed er, at man som rytter er i stand til at lade hesten følge tøjlen frem og ned, uden at den mister balancen eller ændrer takten.
Her er det vigtigt at hesten ikke slipper suget på biddet og går bag om tøjlen. Man skal som rytter have den fornemmelse, at hesten med fin kontakt følger de gradvist længere tøjler og er man rigtig god, så ender hesten med næsen helt nede i ridehusbunden, med næseryggen foran lod og sug på tøjlen. Det er svært – rigtig svært!
Det optimale scenarie er at hesten er løsgjort fra starten, er løsgjort i mellem øvelserne og igen inden ridelektionen afsluttes. At sætte en løsgjort hest tilbage i stalden er det optimale udgangspunkt for en god ridetur dagen efter.
