Kan troen flytte bjerge?

Kan troen flytte bjerge?

december 30, 2018 4 Af Karina Josefsen

Jeg er født herovre i Vestjylland, bor på mine bedsteforældres gård og er i det hele taget opvokset og opdraget ret så traditionelt. Det skal derfor heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg kan have brug for noget tid til at vænne mig til noget nyt. Jørgen, der har boet det meste af sit liv omkring København, kalder mig en ”rigtig jyde”, men jeg kalder selv fænomenet for ”almindelig sund fornuft – tilsat en smule skepsis”.
Oveni har jeg så udviklet en meget stærk trang til at kende den faglige baggrund og dokumentation for sammensætning/materialer/råvarer/opbygning – alt efter hvilket produkt der er tale om og det skal allerhelst være videnskabeligt bevist.
Jeg bruger meget tid på at følge faglige sider og internationale veterinære studier, omkring alt hvad der vedrører heste.

Da jeg begyndte at blogge, var det udelukkende fordi jeg rigtig godt kan lide at skrive, og så syntes jeg også det er både sjovt og spændende, at bringe nogen budskaber og holdninger lige fra hjertet. Bedst er det hvis jeg kan se og høre, at folk gider læse det jeg skriver. Aller bedst hvis jeg møder nogen på min vej, der har læst mine blogs og har en mening om det jeg har skrevet. Det kan være både positivt og negativt – alle gode diskussioner synes jeg man bliver klogere af og det sætter altid gang i tankerne.

Nu kommer mine blogs så vidt omkring, at jeg også bliver kontaktet af virksomheder, der gerne vil have mig til at teste og anmelde deres produkter. Det havde jeg slet ikke forestillet mig kunne ske. TAK FOR DET!
Det har givet mig mulighed for at afprøve produkter som jeg ikke selv havde tænkt på eller investeret i. Jeg gør mig virkelig umage med at teste produkterne af i alle ender og kanter, så I kan være helt sikre på, at det jeg skriver også er sandt. Om I så bliver lige så begejstrede, kan jeg jo ikke garantere, men min ærlige mening den får I.

Det betyder så også, at I skal høre når jeg tester noget, der IKKE VIRKER for mig eller mine heste…

Jeg har gennem noget tid testet magnetprodukter både på mig selv og på hestene. Jeg har virkelig givet det et forsøg, men ved I hvad, jeg kan simpelthen ikke hverken mærke eller se nogen som helst forskel. Efterfølgende har jeg pløjet utallige rapporter igennem og læst rigtig mange undersøgelser. Det er ikke lykkedes mig at finde evidens for virkningen af magnetterapi på hverken mennesker eller heste :-O

What???? Der er jo rigtig mange der er super glade for de forskellige produkter? Ja – det er muligt men de virker ikke for mig.

Er det i virkeligheden den berømte PLACEBO effekt der har indflydelse på populariteten? Jeg er ret sikker på, at det er sådan det forholder sig og det er garanteret også gældende for mange andre produkter og ydelser vi støder på. Jeg har før hørt at ”troen flytter bjerge” men det er da vildt, at man kan udsætte sin hest for et eller andet og så virker det fordi ejeren/rytteren tror på det. Hesten aner jo ingenting???
Man kan simpelthen sætte sig op på hesten efter den har stået med fx magnetdækken på og så få en helt formidabel ridefornemmelse, selvom der ikke er sket en hujende fis i hestens krop? Det er da tankevækkende!

Begrebet placeboeffekt er ikke klart defineret:

Nogle vil mene, at begrebet PLACEBO alene betyder ‘effekten af troen på behandlingen’. Men placeboeffekten handler ikke nødvendigvis kun om, at tro kan flytte bjerge. Der kan nemlig være mange grunde til, at patienter får det bedre efter et behandlingsforløb:

  • Nogle ville have fået det bedre også helt uden kontakt til behandler og behandling. Tiden er den vigtige faktor her.
  • Andre får det bedre som følge af det, der sker før en behandling (kontakt med behandleren, undersøgelser og diagnose, forventninger og positive tanker).
  • Andre igen får det bedre af hele totaloplevelsen ved behandlingen (behandlingens form og troen på behandlingen).

Alle disse mekanismer vil kunne opfattes som en placeboeffekt, da det ikke skyldes selve behandlingen, men alle de positive tanker og den positive energi der er rettet mod behandlingen og ”helbredelsen”.

Jeg kommer altså aldrig til at bruge så meget som en krone på magnetprodukter. Jeg kan alligevel godt forstå, at der er andre der bruger det, hvis de selv føler de får det bedre eller hesten bliver rask/bedre af det. Nogen gange kan man jo komme derud hvor man er villig til alt.

Det kunne være spændende at høre andres erfaringer og ikke mindst – giv mig et praj hvis du møder DOKUMENTERET virkning på magnetterapi. Derfor håber jeg at også dette indlæg bliver flittigt delt.

GODT NYTÅR!

 

 

 

fb-share-icon