Jeg har tænkt meget over, hvorfor det hele skal være så perfekt. På alle fronter i vores liv og da helt sikkert det vi slår op på de sociale medier. Det flyder med opslag med de lækreste billeder, super gode heste, dyrt udstyr, top resultater osv. Her nævner jeg kun ting fra vores hesteverden. Ude i det ”andet liv” er det lige sådan og i visse tilfælde sikkert endnu værre.
Jeg kommer også nogen gange selv til, kun at fortælle om det perfekte. På vores Facebook side ”Lajgården og Hvenegaard” poster vi alt muligt. Vi deler vores hverdag med hestene og heldigvis går det super godt i vores lille biks. Vi kan stå 100% inde for den måde vi rider og passer hestene på.

I weekenden tog vi til et mindre stævne med en af hestene. En hoppe som vi har haft i uddannelse gennem længere tid og som skulle debutere. Det gik så fint og lørdag vandt vi klassen. Jeg sad i sadlen og red et ganske fint og sikkert program. Søndag gik ikke ret godt og det var ene og alene min fejl. Tænk engang – først glemte jeg helt, at dele oplevelsen med alle vores følgere. Da jeg kom i tanke om det, skrev jeg kun om det der gik godt. Det har jeg tænkt meget over efterfølgende.

Lørdagens præstation – godkendt!

Jeg valgte også et mindre stævne, D-stævne på Langagergård i Varde. Hvor var det et skønt sted at ride! Det hele var så uhøjtideligt, men alligevel super fint. Folk var i godt humør, selvom vejret var direkte frygteligt, med storm og regn. Der var ponyer, friesere, haflingere og varmblod i en pærevælling. Pavilloner der blafrede, biler og trailere kørte ud og ind langs banerne. Der var virkelig noget at kigge på for hestene og ingen der brokkede sig.
Ingen kiggede skævt til den tilskuer der stod med et uroligt barn eller kom til at nyse, i det øjeblik en ekvipage red forbi inde på banen. Opvarmningen var på græs eller 20 m. volte i ridehuset.
En kæmpe kontrast til det vi oplever til de større stævner. Der tør man næsten ikke bevæge sig på tilskuerpladserne og siger du hej, til en du ikke kender, så kigger de mærkeligt på dig. VIP er det foretrukne sted at opholde sig og banerne skal naturligvis være med fiberbund.
Dommerne til det her stævne var i øvrigt gode og jeg fik et kærligt spark i røven på min dårlige dag. Dommeren om søndagen, trak mig simpelthen i den sidste karakter, for at ride dårligt. Den karakter er ikke kun for opstilling. Det er også for indvirken og der var jeg ikke skarp. Godt set!

Søndag – det var ikke godt!

Der var en der spurgte hvorfor vi var kommet til sådan et stævne?
Hvorfor ikke? Det var absolut ”fint nok” til mig. Klubberne har også brug for opbakning. De store stævner, ofte på private steder med top faciliteter og de rigtige på startlisterne, skal nok klare sig. Der vil alle gerne være med. Hesten fik en på opleveren og jeg fik lidt rutine ind på kontoen.

Ind i mellem kunne jeg ønske mig, at vi kom lidt ned på jorden og værdsatte andet end store præstationer og materielle goder.