Stævne desperat – kender du det?

Stævne desperat – kender du det?

september 19, 2018 Af Karina Josefsen

Uddannelse af heste er håndværk

Jeg har redet rigtig mange stævner og været vant til fra min tid som springrytter, at stævnerne også var en del af hestens uddannelse. En springhest skal ud tidligt og se noget, få noget erfaring. Det er nye forhindringer og ny linjeføring hver gang. Sådan er det slet ikke med en dressurhest og programmerne er de samme. Dem kan man øve hjemmefra.

Jeg bliver opdraget af Jørgen, som ikke går på kompromis med grundridningen. Vi bruger meget tid derhjemme og kommer først når hestene er klar til det. Om jeg så er stævne desperat eller ej!
Jeg tænkte i starten, at de dressurheste vel også skulle med ud og se noget? Ja – det skal de, men jo mere ridning der er i dem hjemmefra jo mindre kigger de. De skal være ”ærlige” og blive under hjælpen selvom de er i nye omgivelser.
Når de så er redet så meget at de er det, så tager vi dem med og starter dem i nogen klasser hvor de magter opgaven. Så kan det selvfølgelig godt være at de reagere på den ene eller anden måde alligevel. Alt er nyt og man kan ikke forudsige en reaktion på et levende dyr helt 100%. Jeg oplever som regel at de bliver meget hurtigt trætte, ikke går med samme energi som derhjemme, men det er helt ok.
Der kan også komme fejl som man ikke havde regnet med, men pyt med det. Jeg har altid Jørgen med på sidelinjen og hvis han er tilfreds så pyt med hvad der står på kritikken. Han er min træner, kender hesten og ved hvad det er vi har ønsket at opnå med lige netop den klasse og det stævne vi har udvalgt.
Jeg vil altid gerne vinde. Det skal der ikke være nogen tvivl om, men en god ridetur og et step mere i hestens uddannelse er målet og hvis det er opfyldt, så sætter vi os et nyt. Hvis ikke – så må vi hjem og træne noget mere!

En af trænerens fornemmeste opgaver er at præge rytterne til ikke at være så resultatfikseret. Det har vi skrevet om før, men vi syntes det er et vigtigt budskab. Rytterne skal præges til at have mere have fokus på håndværket. Det er sirligt håndværk at uddanne en dressurhest og lære at vurdere, hvornår man i givet fald er klar til at ride stævne. Hvornår kan man komme med respekt for sig selv til stævne, og sige: nu er jeg klar? Selvfølgelig kan der ske ting og sager til stævner, som man ikke selv er herre over, det er jo levende dyr vi har med at gøre, og det er jo også det spændende og fascinerende. Vi bruger stævnerne som en kontrol af det daglige arbejde. Har man f.eks. redet på M-niveau i en periode, og oplevet at få nogle rideoplevelser inde på banen, og været tilfreds med resultatet, så ”gemmer” man hesten væk fra stævnedeltagelse i en periode, og begynder at arbejde hen mod næste niveau. Nu skal den have ro og stævnepause, så man kan bygge videre.
Der skal være en rød tråd i hestens uddannelse helt fra 4-års alderen, så man hele tiden holder sig for øje, at målet må være at den skal gå Grand Prix. Så det er ikke ligegyldigt, hvordan og med hvilken kvalitet den fx springer an i galop. Det er heller ikke ligegyldigt hvordan du får den til at lave et rent changement. Lige præcis denne øvelse, er ofte en af dem der kan give udfordringer. Hestene skal lære det på den rigtige måde, for at det på et senere tidspunkt er muligt at lave ettere. Al uddannelse danner basis for den videre uddannelse, så det gælder om at have kvalitet i alt hvad man laver, så man har et godt grundlag at bygge videre på.
Man må fra starten have en mening med det, man gør, så det ikke bare bliver planløs ridning. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvordan man indlærer de forskellige øvelser. Al uddannelse er en del af en proces, der skal lede hen til målet – en Grand Prix-hest. Har hesten så ”kun” kvalitet til at gå lille tur, så er det også fint, bare man på vejen derhen hele tiden sætter høje mål for kvaliteten af den uddannelse man giver hesten. Får du f.eks. lavet et dårligt anspring, får du ofte en dårlig galop efterfølgende. Laver du en dårlig overgang til skridt, får du efterfølgende en dårlig skridt. Tingene hænger sammen. – Man må ikke misforstå – vi syntat es stævner er udmærkede og jeg elsker at være til ridestævne!
Det giver motivation for det daglige arbejde, det giver et mål med træningen, men man skal have fornuften med og have respekt for det arbejde man laver med hesten.

Vi har også salgsheste i stalden og der kan man let blive fristet af at starte dem hurtigt, for at få resultater på cv´et. Men – resultatlisten skal helst se nogenlunde pæn ud og vi oplever at det slet ikke er noget problem at forklare en evt. køber, hvorfor hesten ikke har været startet mere end den har, hvis det er tilfældet. En god dialog om hvad vi vægter og Jørgens ry for god grundridning, sætter mange heldigvis stor pris på.

fb-share-icon