Gamacher eller bandager?

Gamacher eller bandager?

september 8, 2018 Af Karina Josefsen

Rider du med gamacher eller bandager – og er der en særlig grund til at du har valgt det ene frem for det andet?
I vores stald bruger vi begge dele, men jeg vil i dette blogindlæg prøve at redegøre for fordele og ulemper, samt lidt praktisk erfaring omkring bandagering i forbindelse med skader.

Til hverdag er vi så heldige at vi har en rigtig dygtig hestepasser, Laura,  som også går op i at udstyret gerne må være pænt og passe bare nogenlunde sammen i farverne. Det kan vi godt lide – selvom det selvfølgelig ikke har nogen som helst effekt hvilken farve vi rider rundt med. Laura er også fantastisk dygtig til at bandagere, hvilket er meget vigtigt. Bandagerne skal rulles rigtigt på og der skal være et godt underlag under så det ikke giver trykskader. De skal også  blive liggende og ikke ende nede i koderne under træningen, men uden at de strammes for meget.
Mange tror at bandager beskytter senerne bedre end gamacher. Det passer ikke og er videnskabeligt bevist.
Bandager og gamacher beskytter udelukkende de overfladiske strukturer (hud, underhud, de to gaffelbåndsgrene og den overfladiske bøjesene) mod slag. Bandager forebygger ikke seneskader på grund af overanstrengelse.
Så altså – om du rider med det ene eller det andet er lige fedt!
Her får du mine for og imod:
Gamacher – fordele: Lette at montere, lette at rengøre og kan fås i materialer der beskytter ekstra godt mod hårde slag (springning, military). Der findes virkelig gode og slidstærke gamacher til rimelige penge, hvilket er vigtigt for os som har så mange heste i gang “med noget på benene” hver dag, både under ridning og på fold.
Gamacher – ulemper: Vi syntes det kan være svært at finde nogen gamacher der holder længe og ikke bliver grimme efter få rideture eller går op i syninger og velcro. Vores erfaring er faktisk at mange af de flotteste og dyreste absolut ikke er de bedste.
Bandager – fordele: Fantastisk hjælp i forbindelse med småskader, sårbehandling, hævede ben og når man skal se godt ud.
Bandager – ulemper: Tager tid at ligge på, skal rulles sammen, bliver hurtigt beskidte, tunge og suger vand hvis man rider ude i regnvejr/på våd bane.

Vi har et rigtig godt samarbejde med TIKA Rideudstyr, der ligger i Tjæreborg, hvor vi også bor privat. TIKA har deres eget mærke “4Horses” hvor der findes rigtig meget godt og slidstærkt udstyr til meget fornuftige priser.
I deres seneste kollektion har de lavet gamacher og klokker af et materiale der hedder Cordura, som er helt vildt slidstærkt. Det er altså godt tænkt!
Man kan få gamacherne både med og uden lam. De er helt klassiske, med super pasform, stærke syninger og super velcro. Pæne og passer til alle vores sadelunderlag når vi rider og opfylder vores krav til foldgamacher. De er også testet på mudderfold i fuld galop – de bliver siddende hvor de skal 🙂
   
Hvis I er interesserede kan I finde mere om gamacherne her:
https://tikarideudstyr.dk/addwish-search-result.html?q=pro+collection#p-0

Vi bruger også at lægge staldbandager på vores heste. Hvis de har tendens til bare den mindste smule galle (væske) i benene, så får de staldbandager på om natten. Her bruger vi tykke fleecebandager og lange tykke bandageunderlag. Staldbandagerne har den simple funktion at give noget varme omkring benene, dermed øges blodcirkulationen og gallen transporteres hurtigere væk fra det hævede område. Staldbandager skal ikke bruges ukritisk, da varmen også kan give vældige vækstbetingelser for bakterier og svampe hvis ikke benene er rene og tørre når de lægges på.
Vi foretrækker da absolut at de kan stå uden, men heste på det trænings niveau kan let få lidt galle og det tager vi os selvfølgelig af på bedste vis. Flere af hestene har også kun begrænset foldtid, dvs. en del timer i boksen, hvilket kan være en medvirkende faktor til gallen.

Skulle en hest pludselig stå med et sår eller et tykt ben, så lægger vi også omgående en bandage. Jeg kan blive helt hidsig når jeg hører folk sige at sår skal have luft. NEJ – det SKAL sår ikke! Fra min tid som veterinærsygeplejerske på Ansager Hestehospital, hvor jeg var omgivet af meget dygtige dyrlæger hver dag, lærte jeg vigtigheden af bandagering i forbindelse med sårbehandling.
Et sår har meget bedre betingelser for opheling hvis man holder skidt og snavs ude, forhindrer udtørring og sørger for øget blodcirkulation. Tit ser man sår der sprækker pga udtørring og den store spænding der er i huden hvis benet er hævet op til næsten dobbelt størrelse. Det sætter altså ikke ligefrem ophelingen på turbo. Det er for omfattende at redegøre for dette i detaljer, da det kræver beskrivelse og forståelse for hudens forskellige lag. Det bliver nok lidt for teknisk og langhåret 🙂
Hvis man nu bandagerer benet på grund af et lille sår (der naturligvis er rent og ikke inficeret), så bliv ikke forskrækket hvis der er gult “snask” i bandagen når du skifter den efter en dag eller to. Det er helt normalt og et tegn på at ophelingen er godt i gang. Et rigtig godt og billigt sårkompres er et hygiejnebind eller en babyble. Det suger godt og hænger ikke fast i såret.
Jeg skal ikke lære jer at passe sår, for der er så mange faktorer der er vigtige, men jeg vil gerne slå et slag for at man tænker mere over hvornår det kan være gavnligt at bandagere. Spørg jeres dyrlæge – hellere en gang for meget end en gang for lidt.

 

 

fb-share-icon