Væskebalancen er SÅ vigtig

Væskebalancen er SÅ vigtig

maj 20, 2019 Af Karina Josefsen

I dag har det da været pokkers varmt. Jeg har tilbragt en del tid i bilen og kunne heldigvis skrue op for airconditionanlægget. Da jeg kom i stalden senere, kunne jeg godt se på hestene, at de også havde haft det varmt under træningen. Det gav mig lige inspiration til at skrive dette lille indlæg. Det er nu vi skal huske, hvor vigtigt det er for hestene, at væskebalancen er i orden.
Vi nyder at ride ude i solen, men det skal også være ok for hestene. Vi skal give dem de bedste betingelser for at kunne yde optimalt, restituere og være friske til en tur igen i morgen.

Videoen: Vores udendørs bane ligger skønt, lige i solen. Jørgen og Laptop, sidste sommer. Laptop er ikke hos os længere, men vi nød ham meget da vi havde fornøjelsen af ham.

Kroppens væskebehov er så smart udregnet, at det svarer til væskeudskillelsen i urin, sved, udåndingsluft, afføring mv. Når væskeindtaget passer til udskillelsen, er væskebalancen i kroppen god. Når heste sveder, fx i forbindelse med træning eller transport, kommer kroppen let i underskud af væske og det er nødvendigt for os, at hjælpe med at erstatte tabet af væske og elektrolytter. Elektrolytter er kroppens næringssalte, hvor de væsentligste er natrium (Na+), kalium (K+), magnesium (Mg2+), klorid (Cl–) og Calcium (Ca).
Elektrolytterne er vigtige for at kroppens celler kan fungere optimalt og for at opretholde en normal syre-base-balance.

Hvis hesten har en fridag eller to vil kroppen selv kunne kompensere for væsketabet og tabet af elektrolytter. Kroppen er simpelthen i stand til selv at genopfylde depoterne, hvis den får tiden til det. Hvis hesten sveder meget flere dage i træk og samtidig skal præstere, så kan kroppen ikke følge med og det går virkelig ud over præstationen og sundheden. Også meget mere end vi måske tror.

Der skal ikke et ret stort væsketab til, før hestens præstations evnen forringes. Hvis hesten mangler væske, er den dehydreret. Dehydrering har en stor effekt på hjerte-kar-systemet, præstations evnen (musklernes funktion) og restitutionen, såvel som hestens evne til at regulere kroppens temperatur under træning og dens mentale tilstand. Derfor er det vigtigt, hurtigt at kunne erstatte væsketabet, for at kunne opretholde et højt præstations niveau.

Jeg har hørt om flere ”tricks” der kan få hestene til at indtage store mængder væske, typisk vand, i en fart. Nogen hælder flydende melasse i vandet, andre bruger æble juice eller andre søde drikke. Det giver rigtig god mening, men vær opmærksom på, at væsken kun vil bindes/blive i kroppen hvis den er velforsynet med elektrolytter.

Vi laver tynd Mash til vores heste på de varme dage. Recover Mash fra EQUIFIRST kender jeg fra yderst til inderst gennem mit job, og derfor er den min foretrukne. Den indeholder elektrolytter og så er hestene vilde med den. De elsker den tynde suppe og så er det godt at vide med sikkerhed, hvad man kan få dem til at æde og drikke, hvis de skal i byen og optræde.
Får vi en sommer som sidste år, hvor de kamp svedte ca. 5 dage om ugen under træning, så supplerer vi med en koncentreret elektrolytblanding.

Efter træning gør vi også meget ud af at hestene er rene, velplejede og veltilpasse. Restitutions perioden er også vigtig at kende som rytter. Det har jeg skrevet om HER.

 

fb-share-icon