Tilridning, ridelighed og bevægelsesmønster

Tilridning, ridelighed og bevægelsesmønster

maj 1, 2020 Af Karina Josefsen

Det var egentlig min hensigt, at lave en dagbog over Bellami´s udvikling. Om tiden fra at være fra unghest hjemme på gården og til at skulle være ridehest på rideskolen. Det hele er bare gået så stærkt og nu rider vi allerede rundt på hende.

Lajgårdens Bellami er vores første hjemmeavlede dressurhest og hvor har vi glædet os til at skulle se hende med sadel på. Vi har en del rideheste selv, men de er alle “projekter” på hver deres måde og har noget med i bagagen. Vi er meget glade for dem alle sammen og de udvikler sig godt, så de har absolut en stor plads i vores hjerter.
Det at starte op med en hest der er født hos, hvor vi er bekendt med alt hvad der er foregået og kender hestens temperament ud og ind. Det er bare noget andet! Hele den forventning man bygger op fra den dag afkommet kommer til verden, alle de timer man har beskuet dyret og forestillet sig hvor den kommer til at se ud. Det er en spændende rejse.
Bellami er efter Belissimo M og vores Bennetton Dream-hoppe Vemmetofte Benetton Pride. Hun er bevidst linje-avlet på B-blodet (Bolero) og vi har fået alt hvad vi kunne ønske os. Hun er ukompliceret, ridelig og ikke til at hyle ud af takt. Her får man virkelig meget foræret som rytter.

Hun har et bevægelsesforløb, som vi rigtig godt kan lide. Vi vil gerne have heste der har en god overlinje, heste der former sig naturligt og går med god skulderfrihed og indundergribende bagben.
Det er lidt svært at forklare, men en bagbensbevægelse hvor haserne går mere op end ind under tyngdepunktet og forben der kommer mere op end frem – det er ikke lige os. Vi vil også gerne have heste der balancerer sig godt af og bruger halsen som balancestang.
Ikke at forveksle med en hest der går på forparten.
Heste der rejser sig meget højt i halsen, har ofte tendens til at sænke ryggen. Det er jo ingen katastrofe og man må så ride hesten derefter, men det er klart, at det hele bliver noget lettere som rytter og uddanner af hesten, hvis den vender rigtigt fra naturens side. Ridelighed er mange ting og det her mener vi, er en vigtig del af prædikatet “ridelig”. Det spændende ved avl og ved at diskutere avl med andre avlere, er lige netop det her. Vi vægter forskellige egenskaber og typer af heste. Udbuddet af hingste er enormt, så der noget til enhver smag. Der er ikke noget der er rigtig og forkert. Det afhænger helt og holdent af hvad man ønsker (og satser på) at få ud af den kombination man har valgt.

Bellami har været så nem. Lisa (Karinas datter på 15 år) var første rytter i sadlen. Lisa passer vores heste i weekenderne, hvor hun har gået en masse ture med Bellami og de to har fået et rigtig godt forhold. Efter nogen dage hvor vi bare gav os tid til at komme op og ned, blive trukket med rytter og mærke schenklerne, kunne vi sætte i trav og så var det ligesom det.
Vi er så heldige at have Birthe i stalden. Hun har redet mange heste til og derfor er det hende der har taget næste skridt med at trave på Bellami. Under tilridning er det utrolig vigtigt at hesten er helt fortrolig med den der står på jorden. Det er mig der har arbejdet med Bella i longen og hun kender mit kropssprog og mine signaler. Med mig på jorden og rutinerede Birthe i sadlen, ja så har det bare været pærelet.
Vi har virkelig givet os god tid, men alligevel er det gået helt vildt stærkt.
På en uge er vi gået fra at hænge på hende og blive trukket i skridt – til at trave løs.

Nu skal Bellami bare have tid til at lære hjælperne endnu bedre at kende, blive stærkere i kroppen og klogere på livet som ridehest.

Hun får måske en pause hjemme på gården, når vi tager på sommerferie, men ellers er det vores plan, at holde hende i gang. Hos os er der ikke noget der hedder voksepause. Det har jeg skrevet om i dette indlæg. Det gav i øvrigt en del debat og det syntes jeg faktisk var ret så spændende. Vores model kræver selvfølgelig en del tid, fordi vi ikke bare lukker dem ud og “glemmer” dem i en periode.

Tak for nu – jeg vender snart tilbage 🙂

fb-share-icon