Hvorfor og hvad nu i 2020?

Hvorfor og hvad nu i 2020?

januar 2, 2020 Af Karina Josefsen

Her omkring nytår kan man ikke undgå at reflektere lidt. Hvordan gik 2019? Hvad med 2020?
Jeg er sådan en der ikke reflekterer super meget over livet, for jeg syntes faktisk det går meget godt. Jeg prøver altid at fokusere på det positive og lære af det der gik knap så godt. Min familie holder mig i godt humør, rimeligt nede på jorden og taknemmelig for alt det jeg kan og gør.
I et travlt liv med mange drømme, mål og ambitioner, er bloggen blevet et sted hvor jeg rigtig godt kan lide “at være”. Jeg ville gerne være her noget mere, men tiden….
Her på bloggen kan jeg skrive om det der ligger mig på sinde. Ofte er det udspring af noget jeg har mødt i min dagligdag. Det kan være en samtale med Jørgen om dressur, en bestemt øvelse, noget ridning vi har set, en oplevelse, en kunde der ringer med et spørgsmål til fodring osv. Noget jeg har stået i og som jeg efterfølgende kommer til at tænke mere over. Tankerne myldrer rundt og så gør det noget godt for mig, at få dem ned på skrift.
Jeg forventer ikke, at alle jer der læser med er enige. Heller ikke at påvirke nogens holdning til emnerne, men jeg syntes selv det er spændende at læse blogindlæg og have gode diskussioner med folk, der har en mening og tør stå ved den. Det inspirerer mig, at forholde mig til andres tanker og holdninger. Både når jeg er enig eller uenig.

De meste læste indlæg på min side i 2019 kommer her:

1: Om fodermængde, sukker og stivelse. Der ramte jeg et eller andet. 4965 læste det indlæg som jeg skrev d. 7. november 2019.

2: Hvor tørt? Grovfoder (wrap). Et indlæg der udsprang af en samtale med en hesteejer, i forbindelse med mit job. 4169 læste med.

3: I Februar skrev jeg dette indlæg om Rollkur og tætsiddende torntappe. 2497 har læst det på nuværende tidpunkt.

4: Hvordan opbygger man en muskuløs overlinje på sin hest? 1957 har læst med på dette indlæg.

5: “Rid for pokker” kaldte jeg dette indlæg, om al den fokus der er på træning af os ryttere uden hest. Ikke lige der jeg bruger mest tid og det indrømmer jeg gerne.

Hvad så med 2020?
Jeg har tænkt mig at fortsætte min egen “terapi” med at skrive. Jeg har også planer om at lave en slags video-dagbog. Dagbog er nok så meget sagt, for det ville være at love for meget.
Vi har en 3-års hoppe af egen avl som skal i gang her i det nye år. Hun er helt og aldeles rå, går bare herhjemme på gården i trygge omgivelser. Jeg syntes det kunne være en spændende proces og et sjovt minde til senere, at følge hende i alt det hun nu skal til at lære og forstå. Illustrere det med videooptagelser, helt som det er – altså uden filter.
Vise og forklare hvordan vi starter uddannelsen af en unghest og ikke mindst hvorfor vi gør som vi gør.
Jeg vil starte fra dag 1, den dag vi skal flytte hende til rideskolen hvor vi har alle vores rideheste. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med hende og til at dele det med jer. Jørgen og jeg har, lige siden hun blev født, syntes at hun var noget at det mest perfekte. Afstamning, eksteriør og temperament – lige som vi gerne vil have det. Bellami har noget at leve op til.

Bellami – 1 døgn gammel

Godt nytår!

fb-share-icon