Efterår – kom bare an!

Efterår – kom bare an!

september 24, 2018 Af Karina Josefsen

Nu skal jeg da ellers lige love for at det er blevet efterår. Her ude vest på hvor vi bor blæser det altid, men nu kan vi også mærke at det bliver hurtigere mørkt og koldere i vejret.
Vi er begyndt at forberede os på vinteren og i dette indlæg vil jeg fortælle lidt om hvad det indebærer. Både hjemme på stutteriet og ude i stalden hos dressurhestene.

Lad os starte herhjemme på gården, hvor vores to hopper og deres føl stadig går på døgnfold. De får nu fuldfoder (til avlshopper) ude på folden en gang om dagen og vi trapper op til to gange, hvis vi syntes de begynder at tabe lidt huld. Føllene patter endnu og der skal bruges mere energi på at holde varmen, så vi er meget opmærksomme på huldet. Vi holder også godt øje med deres generelle velvære, da de hurtigt kan rende ind i en forkølelse når de går og er våde meget af tiden og det blæser en del. De har mulighed for at gå i læ, men de benytter sig ikke af det. Det har de ellers gjort hele sommeren, så det er ikke fordi de ikke ved der er mulighed for det.

Stalden er klar og vi har både wrap og halm kørt i stilling, hvis vi pludselig syntes de skal ind om natten.
Det er også her omkring 1. oktober vi tager gødningsprøver og ormebehandler.

Vi har ikke fået annonceret vores føl til salg. Det griner vi selv lidt af, for vores sunde fornuft siger vi bør sælge for ikke at få alt for mange heste, men de er simpelthen så gode begge to at vi et eller andet sted rigtig gerne vil beholde dem. Begge er hopper og noget af det bedste vi nogensinde har lavet.

”Hver so syntes bedst om sine egne grise” som man siger, men det ER virkelig gode føl vi har fået i år.

Ude i stalden på Kongeå Rideklub, hvor vi har vores egne dressurheste og de heste der er i træning/uddannelse, har vi fundet overgangsdækkener frem. Hestene står stadig med åbne vinduer men der har da været et par dage i sidste uge hvor vi måtte tage dem af. Nu tror jeg dog det er blevet dækkentid for alvor. Vi kan godt lide at de står med tynde ulddækkener eller tynde stalddækkener her i starten af dækkensæsonen. Noget der er åndbart og som kan tåle at temperaturen svinger lidt. Hestene skal også lige skal vænne sig til blive klædt på igen. På fold bruger vi udedækkener og helst fra 4Horses eller Horseware. De har god pasform og frem for alt – gode muligheder for indstilling til de forskellige typer af heste. Vi opbevarer dækkenerne i poser i løbet af sommeren og skriver uden på posen hvilken type, størrelse, fyld osv. der er i. Så er det hurtigt og nemt at hive et dækken frem når der står en hest og mangler det.

I sadelrummet har vi fået lidt varme på. Det er dejligt at underlag, ridestøvler og andet udstyr ikke er klamt næste dag.

Vi finder også klippemaskinerne frem og tjekker at skær osv. er i orden. Det er godt at være lidt på forkant, for vi bliver hvert år overraskede over både dækkentid og klippetid 😀

Fodringsmæssigt laver vi ikke noget om i løbet af året, men vi giver hestene et vitaminboost når de begynder at sætte pels. Man kan nøjes med at give dem en B-vitamin kur, men vi giver dem et komplet vitaminprodukt så alle depoter fyldes op. Heste i hårdt arbejde som vores, har et højt energiforbrug. B-vitaminer bruger hestene også i deres omsætning af energi og derfor kan behovet for B-vitaminer være større i perioder end hvad hesten selv kan nå at producere. Det er det der sker, når de i en periode som nu, også skal bruge energi på at sætte pels.

Vi giver Vitamin Support fra EquiFirst. Et produkt jeg kender fra mit job og som vi giver i en periode på 3-4 uger. Der fylder vi alle hestens depoter op og sikrer os at alle de næringsstoffer der er vigtige for hestens præstationsevne er tilstede. Behovet for vitaminer og mineraler er et meget spændende men også mega nørdet emne. Det spændende er at de påvirker hinanden på mange forskellige måder. Både negativt og positivt. Det betyder også at forholdene mellem mineralerne skal have meget fokus og man skal have styr på hvilke vitaminer der er vandopløselige og hvilke der er fedtopløselige. Det kan godt undre mig at der ikke er flere hesteejere der har den basale viden, men det er nok fordi det er så hammer kedeligt at sætte sig ind i hvis man ikke er interesseret i det i forvejen. Lov mig bare en ting: Hvis I spørger nogen om råd eller søger viden på nettet om fodring og/eller tilskudsprodukter, så vær lidt kritisk med hvem I lytter til.
Der sker absolut intet ved at give hestene et tilskudsprodukt i en kortere periode (kur) men der hvor det begynder at blive kritisk, er når det bliver en del af hestens egentlige fodring gennem længere perioder. Der er det nødvendigt at have kendskab til hvad produktet indeholder og afstemme om hestens oprigtigt har behovet.
Hvis den har – findes der rigtig mange glimrende tilskudsprodukter på markedet.

 

fb-share-icon