Foder til avlshopperne – lige nu

Foder til avlshopperne – lige nu

januar 29, 2019 Af Karina Josefsen

Hver dag går jeg og nyder de to tykke Trunter. Begge med termin i maj og derfor har jeg ikke ændret i fodringen endnu.
Sundhed og trivsel er nøgleordene når vi skal sikre næste generation af rideheste. En avlshoppe har særlige behov og behovet varierer efter hvilken periode hoppen er i. Det er dyrt at avle og med tanke på hvad det koster at producere et afkom, så er det helt tosset ikke at have en god og korrekt fodring som høj prioritet, også selv om det koster lidt ekstra. Pengene er godt givet ud, når der fødes et sundt og velskabt føl, med de bedste forudsætninger for at blive en stærk og holdbar hest.
7-9-13 har jeg endnu ikke haft et føl med vækstproblemer. Det skyldes naturligvis ikke kun bestræbelsen på at fodre korrekt, for vækstforstyrrelser kan også være genetisk betingede.
Jeg er ikke typen der står og blander selv. Det tager simpelthen for lang tid og helt ærlig, så tror jeg ikke der er det store at spare i den sidste ende. Der skal også handles ind og slæbes hjem.
Her fodrer vi selvfølgelig med EQUIFIRST og det bliver sendt lige hjem til stalddøren.
Jeg har skrevet lidt om de to perioder jeg gætter på de fleste hopper er i lige nu:

Før bedækning:
En hoppe der skal ifoles skal i princippet ikke fodres anderledes end hun plejer, forudsat at hun fodres korrekt og er i optimal foderstand. Hvis hoppens foderstand er under middel påvirkes brunst, ægløsning og hormonproduktion.
Som hoppeejer skal man sikre sig at hoppen får dækket sit behov for protein. Proteinmangel påvirker ægløsningen og dermed også sandsynligheden for at hoppen bliver drægtig. Ifoles hoppen mens hun går på godt forårsgræs vil det næppe være noget problem. Ifoler man tidligt eller ikke har haft adgang til godt græs min. 4-6 uger før ifoling, må man tildele ekstra protein til fodringen. Dette kan også være en nødvendighed, selvom hoppen går på græs, nemlig hvis hun også er lakterende (diegivende) og dermed har et enormt behov for protein.
Hoppen skal naturligvis også være dækket ind med vitaminer og mineraler. Hendes behov er ikke større pga. en forestående ifoling, men hendes behov skal være dækket. Især E-vitamin og Betacaroten (som er et forstadie til A-vitamin) er vigtige. De bidrager til optimal funktion af livmoder og æggestokke.

De første 8 måneder af drægtigheden:
Fosteret vokser i denne periode kun ca. 90 gram om dagen og det kræver ikke nogen særlige hensyn til fodringen. Hvis hoppen er i ridning, fodrer man efter hendes behov som ridehest, alt efter hvor meget træning hun er i. Går hun med føl ved siden, fodres hun efter de behov en lakterende hoppe har. Den største risiko for forkert fodring af en hoppe i den her periode, er overfodring af den hoppe der ”bare” går og venter på at skulle fole. Hvis hoppen er for fed, vil det gøre folingen hårdere for hende og er hun rigtig fed, går det også ud over mælkeproduktionen.

Vores hopper er i 7. drægtighedsmåned og inden længe skifter jeg til samme foder som vores føl fra sidste år fodres med. Det er en færdigblanding til avlshopper, føl og plage.

Når vi kommer dertil, skriver jeg lidt om fodring i den sidste del af drægtigheden og under laktationsperioden. Det er nemlig der det bliver alvor, men også allermest spændende 😀

fb-share-icon